Apotekskurser

Apotekskurser er skræddersyede kurser til en afgrænset målgruppe.

Det kan være et eller flere apoteker, der sammen ønsker et kursus for alle eller udvalgte medarbejdere på apoteket. Kurset kan gennemføres en lørdag eller søndag, en hel weekend eller fx på to ugedage med halvdelen af målgruppen af sted ad gangen.
Indhold, form og derigennem valg af undervisere - hvad enten disse er medarbejdere fra Pharmakon eller eksterne konsulenter - tilrettelægges i samarbejde med apoteket.
Der er her nævnt en række temaer til inspiration. Da udgangspunktet er apotekets eller gruppens aktuelle behov, skal det enkelte kursus tilpasses målgruppen. Varighed, tidspunkt og sted for afholdelse besluttes i samspil med apoteket.

Compliance og Concordance – Det Fælles Temaår

At øge den faglige viden og indsats i temaåret.  
Kurset ajourfører apotekets viden inden for et eller flere udvalgte temaer og giver dermed et fælles fagligt løft. Der trænes i nye færdigheder inden for et nærmere defineret område.

Naturlægemidler

At øge den faglige indsats omkring naturlægemidler.
Kurset ajourfører og giver den nyeste viden om udvalgte naturlægemidler. Rådgivning, der kan og bør gives til apotekets kunder, diskuteres og bearbejdes i fællesskab. 

Behovsafdækning og faglig rådgivning

At forbedre kvaliteten af apotekets rådgivning.  
På kurset afklares begreber og metoder inden for behovsafdækning og faglig rådgivning, herunder kommunikation og redskaber til en bedre dialog med kunden. Der trænes i rådgivningsydelser og arbejdes med kvalitetsstyring. 

Apotekets værdier

At udvikle et værdigrundlag for apoteket.  
Med udgangspunkt i virksomhedskulturen inddrages alle i afdækning og prioritering af de fremtidige nøgleværdier og i udarbejdelse af handlingsplaner. Kurset kan kombineres med en undersøgelse af medarbejdertilfredshed. 

Farmakologiskolen

At øge den faglige viden og apotekets rådgivning.
Kurset ajourfører apotekets viden inden for udvalgte terapeutiske grupper og giver dermed et fælles fagligt løft. 

Undersøgelse af medarbejdertilfredshed

At bearbejde apoteket som arbejdsplads.
Før kurset laves en spørgeskemaundersøgelse blandt alle apotekets medarbejdere. Apoteket vælger temaer, og Pharmakon behandler data. På kurset diskuteres resultaterne med henblik på fælles opfattelse, valg af indsatsområder og handlingsplaner for de væsentligste elementer. 

Det lærende apotek – målrettet udvikling

At udvikle apotekets samlede kompetence.  
På kurset arbejdes der med metoder til i praksis at sikre en målrettet kompetenceudvikling, hvor alle apotekets ansatte bruger både uddannelse og daglige erfaringer til at udvikle og dele viden. Der arbejdes med fokus på læreprocesser, dialog og samarbejde. 

Medarbejderudviklingssamtaler – den gode proces

At indføre eller effektivisere udviklingssamtalen.
Kurset giver en indføring i formål, form og indhold i en medarbejderudviklingssamtale, hvor både ledere og medarbejdere får et udbytte. Der arbejdes med typiske vanskeligheder og den nødvendige opfølgning, og der kan ske en konkret træning i gennemførelse af samtalen.

Informationssøgning på internettet

At styrke brugen af internettet til søgning af informationer.
På kurset gennemgås og trænes internettets mange søgemuligheder. Der vil der være fokus på Apotekerforeningens Medlemsnet, sundhed.dk og andre relevante faglige sider. Kurset er opgavebaseret. Kurset kan holdes i Uddannelsesbussen.






Kontakt

Uddannelseskonsulent
Dorthe Drivsholm
tel 4820 6293 
For yderligere information