Her kan du få job som farmakonom

De fleste farmakonomer arbejder på apotek eller sygehusapotek. Men der er også andre jobmuligheder, for eksempel i medicinalindustrien.

Farmakonomer er den største personalegruppe på apoteket.

På sygehusene udfører farmakonomer en række opgaver, der har med lægemidler at gøre - produktion, kontrol, ekspedition og information. Mange farmakonomer er afdelingsledere for det praktiske arbejde på sygehusapotekerne, og mange er beskæftiget med produktion af individuelt tilpasset medicin, såsom infusionsvæsker og cytostatika.

I industrien er farmakonomers største arbejdsområde kvalitetsstyring. Derudover arbejder farmakonomer med forskning og udvikling af nye lægemidler. I produktionsafdelingerne er farmakonomer ofte ledere for timelønnet personale og udfører kvalitetskontrol.