|
|
Formål og overordnede mål
Formålet med farmakonomuddannelsen er at kvalificere eleverne til efter endt uddannelse at handle helhedsorienteret, problemløsende, situationsbestemt og udviklingsorienteret i forhold til apotekets rolle og opgaver efter gældende regler og standarder ved at
-
vurdere og formidle faglig viden
-
arbejde for forbedret sikkerhed og livskvalitet for apotekets brugere
-
arbejde systematisk, metodisk og kvalitetsbevidst
-
arbejde selvstændigt, fleksibelt, ansvarsbevidst og etisk forsvarligt og
-
arbejde ud fra en bevidsthed om egne faglige og personlige kompetencer.
Eleverne skal kvalificere sig til at
- kunne udøve klinisk farmaci, herunder kunne varetage lægemiddeldistribution og rådgive om lægemidler, under hensyntagen til lægemiddelformulering, samt rådgive om lægemiddelbeslægtede produkter og egenomsorg
- kunne gennemføre sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende ydelser
- kunne indgå i kvalitetsstyring af apotekets opgaver samt være bevidst om betydningen af kvalitetsudvikling
- være bevidst om, hvordan værdier og normer har betydning for farmakonomens rolle og ansvar
- være bevidst om apotekets rolle i samfundet, både som en del af sundhedssektoren og som virksomhed, herunder kunne deltage i apotekets økonomiske samt ledelses-, markedsførings-, arbejdsmiljø- og samarbejdsmæssige opgaver og
- være bevidst om betydningen af kvalitetssikring af lægemidler.
|
|
|