Kontakt os
Tilbage

Forskning og Udvikling har 2 ledige stillinger

Brænder du for udvikling af apotekssektoren i Danmark – så har du nu en mulighed for at blive en del af et team, der arbejder med forskning og udvikling af apotekssektoren i Danmark.

Pharmakons Forsknings- og Udviklingsafdeling søger en afdelingsleder og en udviklingskonsulent, der vil være med til at arbejde for vores mission om at tjene medicinsikkerheden og understøtte apotekernes rolle som en vigtig brik i det danske sundhedsvæsen.

Afdelingsleder

Som leder har du ansvar for driften af afdelingen for Forskning og Udvikling indenfor apotekspraksis og medicinsikkerhed.

Du har ansvar for budget og personale samt bidrager til den strategiske udvikling af Forskning og Udvikling.

Som afdelingsleder refererer du til udviklingschefen for funktionen Apotek og Primær Sundhedssektor. Du indgår i en ledergruppe sammen med afdelingslederen for Kompetence Apotek.

Vi lægger vægt på, at du har ledererfaring.

Udviklingskonsulent

Som udviklingskonsulent er du udførende på de spændende forskningsprojekter og udviklingsopgaver, der gennemføres på Pharmakon.

Du skal arbejde med projekter både selvstændigt og i teams.

Opgaverne indbefatter fordybelse, lyst til at udvikle, formidling skriftligt såvel som mundtligt samt lyst til at arbejde med mennesker i forandring.

Som udviklingskonsulent refererer du til afdelingslederen for Forskning og Udvikling.

Afdelingen for Forskning og Udvikling

Forskning og Udvikling består af 4 medarbejdere samt en afdelingsleder. Det er et team med stærke seniorkompetencer.

I afdelingen arbejdes med udviklingen af apotekspraksis fra forskning om brugerbehov til udvikling og test af indsatser, hvordan det implementeres i praksis og endeligt pakkes, så det giver mening i en hverdag på et dansk apotek.

Der arbejdes med bl.a. fundraising, metoder og design, projektledelse, implementeringsstøtte, dataindsamling og -analyse, skriftlig og mundtlig formidling af projektresultater i Danmark og internationalt.

Afdelingen har udviklingsopgaver for Danmarks Apotekerforening. Det er fx materiale, der støtter apotekets arbejde med rådgivning, materialer til de sundhedsfaglige kampagner eller udvikling og revision af sundhedsydelser, der leveres fra et apotek.

Opgaver for farmakonomuddannelsen og undervisning på efteruddannelseskurser for apotekspersonale vil endvidere være aktiviteter, der i varierende grad kan indgå i arbejdet.

Vi lægger vægt på, at kandidaterne:
  • har et godt kendskab til apoteks- og sundhedssektoren
  • er visionær og har lyst til at udvikle apotekssektoren
  • kan læse den politiske dagsorden og begå sig på en politiske arena
  • har et godt netværk både i Danmark og internationalt
  • har gode formidlingsevner både skriftligt og mundtligt på dansk og engelsk
  • er farmaceut meget gerne med ph.d. eller tilsvarende forskningskompetencer
  • har forskningserfaring indenfor apotekspraksis, lægemiddelanvendelse eller medicinsikkerhed
  • har erfaring med fundraising.
Om Pharmakon

Pharmakon er et anerkendt uddannelses- og udviklingscenter for farmaceutisk praksis med mere end 120 medarbejdere, heraf ca. 50 akademikere. Vores hovedaktivitetsområder er farmakonomuddannelsen og en række efter- og videreuddannelsesaktiviteter, der henvender sig til ledere og medarbejdere i apotekssektoren og lægemiddelindustrien, samt forsknings- og udviklingsvirksomhed inden for apotekspraksis. Pharmakons konferencecenter er skabt til læring og tilbyder et miljø, der bedst muligt fremmer interaktion og formidling af kundskaber.

I 2014 blev Pharmakon kåret til Danmarks Sundeste Virksomhed, og Great Place to Work® kårede i 2016 Pharmakon som nr. 11 blandt Danmarks Bedste Arbejdspladser®. Vi ved, at vi ikke kan hvile på laurbærrene og arbejder hele tiden for at kunne fastholde de gode resultater.

Ansøgning

Nærmere oplysninger om stillingerne kan fås ved henvendelse til Udviklingschef Charlotte Rossing, cr@pharmakon.dk, tlf. 4820 6376, mobil 5052 3124.

Marker ansøgningen med, hvilken stilling du søger.

Elektronisk ansøgning med CV sendes senest den 8. maj 2017 til personale@pharmakon.dk. Samtaler er planlagt til uge 20 og 22. Stillingerne ønskes besat pr. august 2017.

Vi anvender cookies til at huske nogle af de valg, du foretager på hjemmesiden. Læs mere her learn more