Kontakt os

Farmakonom på privatapotek

Af Mille Pamukcu, Hillerød Krone apotek

At være farmakonom er et meget alsidigt job.

Apoteket er første møde med sundhedssektoren
Man arbejder som en del af den primære sundhedssektor, hvor man har den direkte kontakt med mennesker og deres lægemiddelbehandling. Her arbejder man blandt andet med receptkontrol, sundhedsydelser og patientsikkerhed, og man er som farmakonom den sidste instans mellem patienten og medicinen.

Apoteket er også en del af en butik
På apoteket er man som farmakonom også i et job, i en butik, der har personlig pleje, hudpleje, kosttilskud og hjælpemidler. Apoteket er derfor også en butik, der har konkurrenter. Apoteket skal være markedsføringsminded og tænke salg og udvikling; dette er også en del af at være farmakonom.

Jobbet ændrer sig konstant
Det er derfor et job, hvor der hele tiden sker forandringer og fornyelser, og det er dét jeg elsker ved jobbet, man skal lære og erfare sig ny viden konstant.

Kurser og anden kompetenceudvikling
For at kunne være opdateret og styrke ens viden og kompetencer, udbyder Pharmakon løbende efteruddannelser, som går i dybden med faglige områder. Udover efter udannelser er der i hverdagen på apoteket morgenmøder med case-træning, faglig diskussion kollegaerne imellem og undervisning af lægemiddelkonsulenter eller andre faggrupper der kan være relevant. Når jeg har været på et fagligt kursus, skal jeg selv holde morgenmøder for mine kollegaer, således at de får del i min nyerfarede viden.

Jeg har mine egne ansvarsområder
Jeg blev færdiguddannet i sommeren 2014, mit uddannelses apotek valgte at tilbyde mig en stilling, som farmakonom efterfølgende. Denne stilling gir mig mulighed for at arbejde med de ansvarsområder, som jeg finder spændende og udfordrende. De områder, som mit uddannelsesapotek vidste, jeg havde en speciel interesse for, eller kompetence indenfor, blev således de områder, jeg i dag er ansvarlig for bliver udført i min dagligdag på privat apotek.

Kommunikation med andre sundhedsfaglige og med kunder
Jeg er ansat på et apotek, der har store leverancer til private kunder, til apoteksudsalg og plejehjem, som alle sendes med chauffør. Derfor er der et stort receptarbejde, der foregår omme bag skranken, i det vi kalder forsendelsen/ recepturen. Her taler man med andre sundhedsfaglige som sygeplejersker, læger og dyrlæger. Der takseres recepter der skal ud på visse deadlines, og der foregår en receptkontrol med stregkodekontrol. Det er meget anderledes at være i recepturen, end det er at stå med kunderne i skranken. I skranken er det kommunikation, mennesket over for dig og faglig rådgivning der gør sig gældende. Hvor det i recepturen er tid, deadlines og kontroller, der fylder arbejdet.
Det er derfor en super kombination, hvis man som farmakonom er begge steder, altså jobrotation. Jeg har en ugentlig dag, hvor jeg udelukkende er i recepturen. Ud over dette har jeg også en ugentlig dag, hvor jeg er i et af mit apoteks 2 udsalg. Der står man helt alene som farmakonom, med mulighed for at kontakte hovedapoteket, men at stå på egne ben på den måde, er med til at gøre mig selvstændig og udvikler mine kompetencer indenfor fagligrådgivning.

Summa summarum
Så det at være farmakonom er et meget varieret arbejde, hvor der er muligheder for at få ansvar indenfor ens interesser. Det er et job, der handler om sundhed og sygdom, og det er et job, hvor man aldrig bliver færdig med at dygtiggøre sig eller lære nyt.

Man kan som farmakonom selv være med til at forme sin stilling, da der er mange forskellige områder, man kan blive ansvarlig indenfor. Jeg selv elsker den kreative del af arbejdet på apoteket, og derfor er mange af mine ansvarsområder er inden for disse områder. Mine ansvarsområder er følgende:

  • Kampagne ansvarlig
    Jeg er med til at sætte kampagner op hver måned på apoteket, i samarbejde med en kollega og en dekoratør udefra; her får man brug for sit kreative gen
  • Ansvarlig for håndkøbsmedicin
    Informationer om nyheder skal videre gives til kollegaer, der skal rykkes rundt alt efter sæson, og afholdes møder med konsulenter
  • Hovedansvarlig for udstillinger
    Både de udstillinger som er landsbestemte for vores kæde, men også hvis vi på apoteket vil have en særudstilling eller har et tema
  • Del-ansvarlig for hudpleje
    Her er det at videregive nye informationer til kollegaer, holde morgenmøder om nyheder og møde med konsulenter
  • Arbejdsmiljørepræsentant, AMIR
    Jeg er lige for nylig udvalgt som AMIR af mine kollegaer. Det giver mig et spændende samarbejde med tillidsrepræsentanten og mine kollegaer. Jeg skal på kurser i arbejdsmiljø, og kan her bruge de fag, jeg havde på Pharmakon, teorien i praksis. Det er et helt nyt område, som jeg glæder mig til at arbejde med
  • Lager- og logistikansvarlig
    Jeg er anden ansvarlig på dette. Det vil sige, at man lægger ordre på lager og bestiller specialiteter hjem.
Vi anvender cookies til at huske nogle af de valg, du foretager på hjemmesiden. Læs mere her learn more