Leveringssvigt i apotekssektoren

Hvor stort er problemet med leveringssvigt?

Projektet vil belyse omfanget af leveringssvigt på privat apotek, så både apotekere, apoteksansatte og Apotekerforeningen får et faktisk billede af, hvor meget det fylder, og om det har alvorlige konsekvenser for medicinbrugeres behandling.

Projektets baggrund

Leveringssvigt af lægemidler fylder meget i medierne, på hospitalerne og ikke mindst i primær-sektoren. På Sønderbro Apotek oplever vi, at leveringssvigt fylder mere i hverdagen end det førhen har gjort.

I Danmark er leveringsgraden på lægemidler generelt meget høj (98%)[1], men det konstateres, at der er en stigende tendens med leveringssvigt på lægemiddelpakninger.[2]

På Sønderbro Apotek har vi en oplevelse af at leveringssvigt øger ekspeditionstiden, idet vi skal forklare kunden, og i nogle tilfælde lægen, hvad problematikken går ud på, hvor længe det varer og hvilke eventuelle løsninger, der findes. F.eks. hvilke andre pakningsstørrelser eller styrker det er muligt at udlevere til kunden. Vi oplever også, at det er frustrerende for lægen, idet de ikke har et overblik over, hvilke lægemidler der ikke kan leveres, og hvor længe leveringssvigt på det pågældende lægemiddel forventes.

Vi bruger tid på at holde os opdateret på, hvornår de forskellige restordrer kommer tilbage i taksten, samt hvilke løsninger/erstatninger, man kan tilbyde.

På apoteket ved vi, hvilke lægemidler der er omfattet af leveringssvigt, men vi ved ikke reelt, hvor mange ekspeditioner det påvirker, og hvor lang tid vi bruger på det. I ekspeditioner hvor vi ikke kan hjælpe kunden, ved vi heller ikke om det har alvorlige konsekvenser for behandlingen, og om der findes en løsning med lægen efterfølgende.

Projektet har derfor til formål at belyse omfanget af leveringssvigt på privat apotek, så både apotekere, apoteksansatte og Apotekerforeningen får et faktisk billede af, hvor meget det fylder, og om det har alvorlige konsekvenser for medicinbrugeres behandling.

Projektet kan bidrage til eventuelle afledte projekter, som alt efter resultatet, kan have fokus på konkrete håndteringstiltag på apoteket.

[1] https://www.apoteket.dk/raadgivning/love-og-regler/medicinmangel

[2] https://www.apotekerforeningen.dk/-/media/apotekerforeningen/fagbladetfarmaci/2019/08/medicinmangel-er-kommet-paa-dagsordenen-farmaci-08-2019.pdf

Problemformulering

Hvor meget fylder leveringssvigt på privat apotek?

  1. Hvor mange ekspeditioner omhandler restordrer? Herunder ATC-kode, om lægemidlet er nyt for kunden og om behandling er kortvarig f.eks. som en kur, eller fast behandling.
  2. Hvor lang tid bruger apotekets personale på ekspeditioner omhandlende leveringssvigt?
  3. Hvor mange ekspeditioner ender med, at kunden ikke kan hjælpes på apoteket, og har det alvorlige konsekvenser for kundens behandling?

 

Målgruppe

Apotekerne i Danmark.

 

Metode

Data indsamles via kvantitativt skema i RedCap, som udfyldes af farmakonomer, farmaceuter, farmakonomelever og farmaceutstuderende i skranken og recepturen.

Dette gøres på medvirkende apoteker; Sønderbro Apotek, Sydhavnsapoteket og de netværksapoteker, som ønsker at medvirke. Der sendes invitationer ud til apoteker i forskningsnetværket med mulighed for at deltage i projektet, så projektets outcome repræsenterer privat apoteker flere steder i Danmark.

 

Tids- og handlingsplan

Projektet opstartes juli 2020 og selve dataindsamlingen vil forløbe over ca. 4-6 uger (2-3 uger på hvert apotek). Herefter bearbejdes data, og projektrapporten udarbejdes.

Løbende Skype-møde med Anton Pottegård, Susanne Bendixen, Nasrin Manaki og Alaa Hassan Burghle
Marts – maj Registrering i OPEN med henblik på RedCap og godkendelse af opbevaring af data
Maj – august 2020 Opstart og afprøvning af RedCap på Sønderbro Apotek
November 2020 Aftale med de medvirkende apoteker
December 2020 – januar 2021 Forklare samt motivere medvirkende personale på medvirkende apoteker
Februar 2021 – marts 2021 Analyse af data og udarbejdelse af projektrapport

 

Formidling

Projektets resultater formidles til relevante instanser som Lægemiddelstyrelsen, Apotekerforeningen, Netværk for Udvikling af Apotekspraksis.

 

Projektgruppe 

Farmakonom Julianne Marie Riis Hansen, Udviklingsansvarlige Nasrin Manaki, Apoteker Susanne Bendixen og Souschef Gudlaug Olafsdottir, Anton Pottegård og Alaa Hassan Burghle

Projektfakta
Status
Igangværende
Finansiering
Farmakonomforeningen og Sønderbro Apotek, København
Type
Kortlægning
Projektleder
Startdato
1. mar. 2020