Til vores team i køkkenet søger vi en engageret og nysgerrig kokkeelev, der kan starte den 1. september 2023 eller efter aftale.
Brænder du for at lære at lave velsmagende mad, er du en teamplayer og trives du med at tage ansvar, så er det lige dig, vi mangler.
Du har mulighed for enten at komme i mesterlære eller starte efter grundforløb 1 og 2.
Vi er en spændende arbejdsplads i konstant udvikling med gode arbejdsforhold. Du bliver en del af et stærkt F&B team på 27 dygtige og hjælpsomme kolleger, heraf 17 i køkkenet, hvor 2 af jer er vores kokkeelever.
Hvordan har du det som elev hos os, og hvordan bliver du dygtig til dit fag
Når vi spørger vores kokkeelever om, hvordan det er at være kokkeelev på Pharmakon, så svarer de, at det er spændende, lærerigt og sjovt. Der er en god tone, hvor der er plads til sjov, samtidig med der er plads til udvikling.
Du følger en kok under hele din læretid, hvor du gradvist får mere ansvar. Under din læretid kommer du også tre måneder i praktik på en a la carte restaurant. Senest har vores kokkeelever været i praktik på Søllerød Kro og Restaurant Tinggården. Vi har gode kontakter til flere restauranter, hvor vi i samarbejde med dig finder den restaurant, der passer bedst til dig.
Du bliver en aktiv del af, får indsigt i og lærer:
- køkkenets fremstilling af alle former for varm og kold mad
- køkkenets fremstilling af grønne salater, vegetarmad og allergikost
- køkkenets fremstilling af morgenmad, frokost og aftensmad
- køkkenets fremstilling af aftenmenuer
- pasning af buffeter og gæstekontakt
- egenkontrol, hygiejne samt kontrol af varer og varebestillinger
- en kreativ, nytænkende og initiativrig hverdag
- gode samarbejdsevner og gæsteservice
- at være udadvendt og kunne lide at kommunikere
Vi passer godt på vores medarbejdere
Ligesom vi kræser for vores gæster, kræser vi også for vores medarbejdere.
Udover din elevkontrakt tilbyder vi dig hele vores trivselspakke med god pension, sundhedsforsikring, sociale arrangementer, løbende videreuddannelse, massageordning og en vagtplan, der altid er lagt mindst 4 uger ud i fremtiden.
Vi ønsker, at du har det godt, og at du som kokkeelev udvikler dig, så du hele tiden bliver bedre.
Vores køkken
Pharmakon er et af Nordsjællands eftertragtede konferencecentre med et højt aktivitetsniveau, altid med vores gæster i fokus. På vores hjemmeside kan du læse mere om, hvem vi er pharmakon-konferencecenter.dk
Vores gæster servicerer du i samarbejde med gode og erfarne kolleger, der alle er stolte af deres fag. De står klar til at hjælpe, så vi sammen skaber den bedste oplevelse for vores gæster, farmakonomstuderende og vores 140 kolleger i hele huset.
Vi er kendt for vores gode køkken, der anvender årstidens bedste råvarer, og vi sætter en ære i at lave tingene fra bunden. Vi har ingen a la carte restaurant, men betjener både gæster, studerende og kolleger enten fra buffet eller tallerkenservering. Pharmakon er et konferencecenter, hotel og uddannelsescenter.
Vi arbejder med bæredygtighed for at minimere madspild og vores CO2 aftryk både fra gæster og i produktionen, og så har vi det Det Økologiske Spisemærke i bronze.