Erfaren farmakonom med lyst til at undervise søges

Har du solid erfaring fra et sygehusapotek eller anden produktion, hvor du har arbejdet med aseptisk produktion af sterile produkter? Har du lyst til at gøre formidling af viden og praktisk til dit nye hjertebarn. Og har du mod på at have ansvaret for vores renrumsfaciliteter, så skal du søge denne stilling. Vi tilbyder variation i opgaver, gode arbejdsvilkår og fokus på den gode læring.

Underviser, som praktiserer den rette adfærd

På Pharmakon består afdelingen af 12 kolleger, som sikrer kurser og uddannelser til ufaglærte, teknikere og akademikere i life science industrien og derudover underviser i laboratorieøvelserne på Farmakonomskolen. Dine kolleger er særdeles stærke indenfor uddannelses- og konsulenttilbud om lovgivning og myndighedskrav i forhold til GMP og GDP. Du understøtter denne undervisning med praktiske øvelser i vores produktionslaboratorium og renrumsfaciliteter. Dine primære kursister er deltagere på vores AMU kurser og farmakonom studerende.

Udover at undervise har du det daglige ansvar for vores laboratorium, hvor du sikrer klargøring og vedligeholdelse. Du vil varetage den daglige ledelse af en serviceassistent, som primært hjælper med klargøring, rengøring og opvask. Du holder af at arbejde i renrum og gør dig altid umage med at arbejde korrekt aseptisk.

Faglig velfunderet med praktisk baggrund

Du matcher perfekt, når du kommer med en baggrund som farmakonom eller anden tilsvarende baggrund. Du har de sidste 5 år beskæftiget dig med produktion på et sygehusapotek eller anden renrumsfremstilling, og du vægter det højt at holde fokus på god adfærd og produktkvalitet. Har du praktisk erfaring med aseptisk adfærd og arbejde i produktion kommer du med den faglige ballast, som vi ønsker.

Du skal have lyst til at undervise og gerne prøvet kræfter med formidlingssituationer. Vi klæder dig på pædagogisk, så du står stærkt, uanset om det er undervisning til ufaglærte eller akademikere og uanset om det er i et klasselokale eller i laboratoriet, at undervisningen foregår.

Kollega, der kan arbejde selvstændigt i en fælles opgave

Du vil passe ind i vores team, når du altid finder en løsning og gerne giver en ekstra hånd til dine kolleger. Du finder det inspirerende at have gang i flere opgaver samtidig, hvor du den ene dag underviser AMU kursister i aseptisk adfærd og den næste dag planlægger kommende produktionsøvelser i laboratoriet for farmakonom studerende og den tredje dag indkøber varer til laboratoriet og opdaterer undervisningsmateriale.

Og så er du ligesom dine kolleger:

  • imødekommende og samarbejdsvillig - positiv overfor henvendelser og opgaver både fra kunder og kollegaer
  • udadvendt - trives på en stor arbejdsplads og med mange kursister
  • rummelig - accepterer forskellige måder at gøre tingene på
  • rolig - bevarer overblikket selv i lejlighedsvise perioder med snævre deadlines
  • struktureret – får planlagt kurser og indkøb i god tid, så pludselige ændringer kan tages med ro

Vi tilbyder dig

En velfungerende afdeling med stor erfaring og mange forskellige roller og kompetencer. Fagligt og socialt fællesskab, der gennem videndeling og samarbejde hjælper hinanden med at blive endnu bedre. Job på en arbejdsplads, som viser at alle medarbejdere er værdifulde.

Vi tilbyder gode løn- og ansættelsesforhold, der bl.a. inkluderer pension og behandlingsforsikring.

Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt
mette_rotne
Mette Rotne
Uddannelseschef, Civilingeniør
+45 48 20 62 60

Vi glæder os til at høre fra dig

Send din ansøgning og CV senest torsdag den 24. september 2020 kl. 22.00 ved at uploade til: pharmakon.dk/sendtil.

Som modtager skal du vælge ”Jobansøgning til Pharmakon”

Vi satser på at holde samtaler den 28. og 29. september og stiler efter en ansættelse 1. november 2020.

life-science_medarbejder_480x361

Om Pharmakon

Pharmakon er et anerkendt uddannelses- og udviklingscenter for farmaceutisk praksis i Hillerød med ca 130 medarbejdere. Vores navn er sammensat af ”Pharma” og ”kon”. ”Pharma” står for, at vi uddanner og udvikler dig, der arbejder med lægemidler. Vores fokus er kvalitet og medicinsikkerhed. ”Kon” relaterer sig til vores konferencecenter, som er for alle – også dig, der ikke har med lægemidler at gøre. Vi leverer efter- og videreuddannelse samt konsulentydelser til ledere og medarbejdere i life science industrien og apotekssektoren.