Dette studie har til formål at beskrive, hvordan overgangen af vederlagsfri medicinudlevering fra sekundær- til primærsektoren påvirker patienters sygdomsopfattelse.
Baggrund
Patienters sygdomsopfattelse har en betydelig indflydelse på, hvordan de håndterer deres tilstand, følger ordineret behandling og interagerer med sundhedspersonale. I Danmark har sygehusapoteket traditionelt været ansvarligt for udlevering af forskellige former for vederlagsfri medicin. I Region Hovedstaden flyttes denne opgave dog nu ud til primærapotekerne. Selvom skiftet er kendt for at forbedre tilgængelighed og bekvemmelighed (via tidligere tilfredshedsundersøgelser), er dets indvirkning på patienters sygdomsopfattelse endnu ikke undersøgt. En dybere forståelse af, hvordan skiftet potentielt påvirker sygdomsopfattelse, kan give værdifuld indsigt i, hvordan sundhedsydelser kan optimeres for bedre at fremme patientinddragelse, adherence og generel trivsel.
Formål
Dette studie har til formål at beskrive, hvordan overgangen af vederlagsfri medicinudlevering fra sekundær- til primærsektoren påvirker patienters sygdomsopfattelse. Ved at fokusere på udvalgte aspekter af sygdomsopfattelsesbegrebet, såsom ”opfattet alvor”, ”kontrol” og ”emotionel repræsentation”, undersøger studiet, om denne ændring har en indvirkning på patienters opfattelse af deres tilstand. Hypotesen er, at patienter vil opfatte deres sygdom som mindre alvorlig, når de får udleveret medicinen på et primærapotek frem for på et sygehus. Derudover sigter studiet mod at identificere områder, hvor vederlagsfri medicinudlevering kan forbedres for at styrke patienternes oplevelse, behandlingsresultater og generelle tilfredshed.
Projektets design og metode
Projektet benytter en mixed-methods tilgang, hvor både kvantitative og kvalitative dataindsamlingsmetoder kombineres. Data indsamles gennem spørgeskemaer og semistrukturerede interviews med patienter. Farmaceutstuderende på Københavns Universitet (KU) i gang med deres studieophold på apotek spiller en central rolle i dataindsamlingen, hvor studerende på primærapoteker både rekrutterer deltagere til spørgeskemaundersøgelsen og gennemfører interviews, mens studerende på sygehusapoteker udelukkende indsamler data via spørgeskemaer. For at sikre en ensartet og høj datakvalitet har de studerende modtaget tre træningssessioner i dataindsamlingsmetoder udført af projektlederen. De kvantitative data fra spørgeskemaerne analyseres statistisk for at identificere mønstre og sammenhænge i sygdomsopfattelsen, mens de kvalitative interviewdata gennemgår en tematisk analyse for at belyse, hvordan overgangen til udlevering af medicin i primærsektoren påvirker patienternes forståelse af deres sygdom.
Tidsplan
Tidspunkt |
Opgave |
Januar 2025 |
Projektet blev præsenteret for vejledere på KU’s primær- /sekundærapoteker |
Februar 2025 |
Design af interviewguide Træningssession med studerende Udførsel af interviews |
Marts 2025 |
Design af spørgeskema Træningssession med studerende Tematisk analyse af interviews |
April 2025 |
Projektbeskrivelse sendt til styregruppen i NUAP |
Marts-Maj 2025 |
Indsamling af spørgeskemabesvarelser Rapportskrivning |
Juni 2025 |
Aflevering og forsvar af speciale |
Formidlingsplan:
Speciale
Oral presentation/ poster FIP
Artikel i Farmaci/ Pharma/ Farmakonomen
Organisering
Andrei-Daniel Staicu (Projektleder - Studerende/ Københavns Universitet/Sønderbro Apotek)
E-mail: xtv562@alumni.ku.dk eller 199ads@apoteket.dk
Tlf.: 91 94 61 37
Lotte Stig Nørgaard (Vejleder/ Københavns Universitet)
Susanne Overmark Bendixen (Vejleder/ Sønderbro Apotek)
Simon Schytte-Hansen (Vejleder/ Region H Apotek)
Dette projekt hører under Netværk for Udvikling af Apotekspraksis